Stor fuglesamling på auktion
Kom til foredrag d. 23. marts kl. 17-19 hos Lauritz Roskilde
I forbindelse med salg af Axel Diderichsens store private fuglesamling, der består af ca. 500 fugle, afholder Lauritz Roskilde et foredrag ved biolog Bjarne Bo. Bjarne er aktiv i Dansk Ornitologisk Forening og underviser i ornitologi og holder foredrag om fugle og deres biologi. Foredraget omhandler udvalgte fugle fra samlingen, der sælges på auktion og en fortælling om taxidermi (udstopning af fugle), der begyndte allerede i Middelalderen. Hvordan gjorde man? Hvad blev præparaterne anvendt til? Desuden hvordan anvendelsen og synet på udstoppede fugle ændrede sig op igennem tiden.
Axel Diderichsen etablerede i 1962 Nordsjællands Naturmuseum som et privat initiativ. Fuglesamlingen var det mest dominerende indslag i Diderichsens samlinger. Samlingen rummede arter tilbage fra 1888, men de fleste blev konserveret af Axel Diderichsen selv i 1950’erne og 1960’erne. Særligt rovfugle var godt repræsenteret i samlingen og flere af dem er konserveret i tiden inden 1950. I 1992 købte Tårnby Kommune den omfattende samling af Axel Diderichsens arvinger. I samlingen indgår ca. 50 fugle, der stammer fra Laustrups fuglesamling.
Du inviteres til foredrag onsdag d. 23. marts kl. 17-19 hos Lauritz Roskilde, Store Hedevej 4, 4000 Roskilde. Der er begrænset antal pladser, så reservation er nødvendig. Kontakt filialchef hos Lauritz Roskilde, Natascha Egan, natascha.roskilde@lauritz.com, for at booke en plads.
Det vil være muligt at se udvalgte fugle i samlingen, som bl.a. omfatter ørne, svaner, flamingoer, ugler, sangfugle m.fl.